GÅ I TEATRET MED VUGGESTUER & BØRNEHAVER

Af Anne Liisberg, Journalistisk chefredaktør, iscene.dk

Når 60 børn møder Lille Myr: Teater der sætter sig i kroppen

En busfuld børn, en mørk sal og en fortælling om mod og venskab. Forestillingen om Lille Myr bliver afsæt for både store følelser og små samtaler, og to pædagogmedhjælpere forklarer, hvorfor teater giver noget, hverdagen ikke kan.

Der er helt stille, da jeg nærmer mig Teater ZeBU en tidlig, solfyldt morgen. Så stille, at jeg et øjeblik tror, jeg har taget fejl af dagen. Men så drejer en stor bus ind på pladsen. Ud vælter 60 børn i alderen 3‑5 år fra børnehaven i Harrestrup – trætte efter morgentrafikken, men med den særlige, koncentrerede spænding, der opstår, når noget nyt venter.

Inde i foyeren ryger skoene af. “Sid numse ved numse,” lyder det blidt, men bestemt fra en af de voksne, og børnene sætter sig i tætte grupper på gulvet og venter på, at døren skal gå op. Inde bag den venter Susanne Bonde, der spiller historien om ægget Lille Myr, der klækkes og bliver til en haletudse og siden en frø.

Allerede få minutter inde i forestillingen brydes hendes ord af et undrende spørgsmål fra et barn: “Hvad er det, du laver?” Bonde tegner vandhullet op med krop og stemme, og børnene svarer med hele kroppen. Flere rejser sig spontant, andre råber advarende, når bobler og lyd afslører, at den farlige Gavflab er på vej. Når Bonde synger om venskab, vugger de små kroppe med. En enkelt bryder i gråd og får en pause udenfor – men vender hurtigt tilbage til fællesskabet.

Da Lille Myr til sidst klarer sig igennem alle farer, bryder salen ud i ivrige klap. Børnene hilser én efter én på den lille frø, før de forlader mørket og træder ud i sollyset i gården udenfor teatret. Rugbrødsmadder og gulerødder fordeles og forsvinder med lynets hast, mens nogle taler videre om Lille Myr, og andre er mere interesserede i pålægsudvalget.  

Enmandsteater er billigere – og det fungerer
Der er mange voksne med på turen, og det er helt bevidst, fortæller Markus og Silas, to unge pædagogmedhjælpere, der har arbejdet flere år i børnehaven. De tager børnene med i teatret cirka to gange om året og er ikke i tvivl om værdien.

 “Det kan være dyrt at komme afsted, men enmandsteater er billigere,” siger Markus med et grin, men understreger, at kvaliteten i dag har været høj. ”Det fungerede virkelig godt, blandt andet fordi musik og lydeffekter hjalp børnene ind i historien. Jeg havde faktisk forventet mere uro, så jeg er positivt overrasket.”

Silas nikker. “De var meget nysgerrige i dag. Og det er jo det, teater kan – det får dem til at reagere på forskellige måder. En anden gang var vi til skovteater, som var meget sanseligt. Det var rigtig godt for de yngste, for det ramte dem på en anden måde.” 

Store forventninger til dagen
I dag har de en bred aldersgruppe med, og det kræver, at de forbereder børnegrupperne på forskellige måder. “Til de mindste på 3‑4 år siger vi bare, at vi skal på tur,” forklarer Markus. “Vi fortæller ikke om selve forestillingen. Vi spørger måske, om de har været i teatret før, og her til morgen talte vi om, at det minder lidt om at gå i biografen.”

Silas har forberedt de større børn på fem år lidt mere. ”De kan godt rumme at høre om forestillingen på forhånd. De var meget nysgerrige, da vi talte med dem om den i går, og de talte også om den på vej ind i bussen. Så forventningerne var store,” siger han med et smil, der antyder, at de blev indfriet. 

En god samtalestarter
På vej hjem følger de altid op på historien. “Vi snakker om, hvad de har set, og hvad de lagde mærke til. Og så tager vi tit forestillingsplakaten med hjem og hænger den op på stuen. Det er en god samtalestarter,” fortæller Silas, der ser teater som ”et pædagogisk must”.

“Det betyder noget for måden, de leger på, når vi kommer hjem. De store elsker også at spille dukketeater derhjemme. Så de tager det med sig. Jeg vil klart anbefale, at man vælger det som institution, hvis man har mulighed for det,” siger han.

Markus er enig, og de understreger begge, at man ikke skal have for mange regler, når man tager børn i teatret. “Børnene skal have frihed til at reagere på det, de oplever. I dag var vi mange voksne, og det er en god idé. Så kan vi gå ud med dem, der har brug for en pause, og vi har tid til at snakke om forestillingen bagefter,” siger Silas.

 “Hvis der er en, der græder, tager vi dem bare lige ud. Teater vækker følelser, og det er jo også det, der får dem til at lytte,” siger Markus, og Silas supplerer: “Vi tysser kun, hvis der bliver for meget snak. I dag kunne jeg se, at de reagerede, når lyset ændrede sig, og det blev lidt farligt. Det er jo egentlig en lidt ond historie, hvor Gavflab er ude efter de mindre haletudser og fisk.”

Når teater sætter sig i kroppen
I gården sidder børnene stadig i små grupper med hver sin voksen. De spørger, fortæller, gætter og genfortæller. “De er stadig nysgerrige og har masser af spørgsmål,” siger Silas. “Når vi taler det igennem, sidder det også fast, så de fortæller om det, når de bliver hentet.”

For Markus og Silas er der ingen tvivl: Teater er ikke bare en udflugt. Det er et rum, hvor børn kan reagere frit, mærke noget, blive forskrækkede, blive rørt – og bagefter lege videre på nye måder.

Og måske er det netop derfor, Lille Myr følger med dem hjem. Ikke bare som en karakter, men som en oplevelse, der har sat sig i kroppen.

Fotos & video: Teater ZeBU.