ET KÆRLIGT RUM AT VÆRE I

Af Anne LiisbergJournalistisk chefredaktør, iscene.dk

Slip kontrollen og lær i teatret

Sjælland Teater har et helt univers af læring til skoler og institutioner, og har for nylig også sat en efteruddannelse for lærere i søen. Til efteråret kommer en håndbog og behovet er stort, fortæller teatrets Marlene Rohde Søndergaard og lærer Jette Raagaard i dette interview om, hvordan man skaber læring i teatret. 

”Dramapædagogik er et kærligt rum at være i. Det handler om fællesskab og man kan ikke fejle,” slår Marlene Rohde Søndergaard roligt fast. Hun er lærings- og uddannelseskoordinator på Sjællands Teater Læring, der tilbyder forestillinger og dramapædagogiske forløb, hvor elever arbejder kropsligt, kreativt og undersøgende med analyse, fortolkning og fællesskab.

 ”Vi starter med at arbejde os ind i teatrets verden og den aktuelle forestilling, så når de til slut ser forestillingen, føler de, at de kender den. Der opstår en magisk koncentration, fordi eleverne arbejder på en anden måde, end de plejer. Vi taler meget om at lytte og bruge vores krop i stedet for vores stemme,” fortæller Marlene om arbejdet, der bygger bro mellem skoler og institutioner og teatrets verden.  

”Du skal turde lege i undervisningen, for leg betyder ikke, at du mister kontrol. Når vi leger, møder vi børnene der, hvor de er dygtigst - og hvor det er supergodt at fejle, for så kan vi udvikle legen. Børn leger for at udvikle sig, de øver sig på noget, der skal komme. Det gør vi også på teatret,” forklarer hun om den særlige læring, teatret kan skabe.

Te med Alice – et forløb
Jette Raagaard deltog som lærer med sin 4. klasse i et af Sjælland Teater Lærings forløb, der blandt andet handlede om at møde nye verdener i Te med Alice, teatrets gendigtning af Alice i Eventyrland.

 ”Mine elever synes, det var sådan en sjov dag. Det var meget meningsfuldt for dem. Marlene var god til at fange deres opmærksomhed i workshoppen før forestillingen, og forløbet ramte både de kreative, der er vant til at udtrykke sig, og de læsestærke, der kunne relatere til fortællingen,” fortæller Jette og fortsætter:

 ”Vi havde på forhånd talt om, at det var en lidt uhyggelig historie, men eleverne var blown away af forestillingen, hvor de sad med til bords helt tæt på skuespillerne, der også henvender sig til dem. Jeg har før oplevet, at nogen falder lidt fra, men det skete ikke her. Bagefter kunne de stille spørgsmål til skuespillerne og teknikerne, og især drengene synes, det var spændende, at man kan uddanne sig til tekniker. Så de kom også godt ind i de forskellige arbejdsfunktioner. Om skuespillerne har svært at huske alle replikkerne, og hvordan teknikerne pakker op og ned hver gang.”

Under halvdelen af Jettes elever havde været i teatret, før de skulle se Te med Alice. ”Dannelse er en del af at gå i teatret med klassen, for nogle elever oplever det ikke med familien,” siger hun, der derfor også forberedte eleverne på oplevelsen.

 ”Det er en lidt kompliceret historie for nutidens børn, så vi snakkede om deres forventninger ud fra billeder fra forestillingen og kapitel syv i romanen, som var et af teatrets forslag til forberedelse. Vi brugte deres materiale og så filmen med Johnny Depp – og talte om, at det ikke var den historie, vi skulle se, men en historie om Alice, der vender tilbage til teselskabet,” fortæller Jette, der endnu ikke har nået at tage hul på det supplerende materiale, da vi taler sammen.

 ”Jeg har kigget det igennem, og det er gode, varierede opgaver til forskellige fagligheder i et alderssvarende niveau. Det er godt, at teatret tænker efterarbejdet ind, så vi kan bygge videre på arbejdet med krop, mimik og fantasi, som eleverne lavede i workshoppen,” siger hun. 

Hold gryden i kog
Jette kunne godt tænke sig flere kreative tilbud til skolerne. ”Det er vigtigt med forløb, hvor eleverne kan sætte billeder på deres tanker og følelser, og hvor de kan lære deres egne grænser at kende, mens de arbejder med krop og stemme. De lægger ikke mærke til, at det er det, de gør, fordi det er sjovt, og selv de generte går med,” siger hun og råder interesserede kollegaer til at sætte god tid af til forberedelsen:

 ”Gør det ikke i sidste øjeblik, for man får meget mere ud af det, hvis man indarbejder forløbet i sin årsplan og giver tid til at arbejde med skolematerialet før og efter selve teaterturen. Det er også en god idé at gøre det sammen som årgang. Vi var tre klasser afsted sammen, og nu kan eleverne tale sammen på tværs af klasser, så det ikke kun er en oplevelse for den enkelte, men en fælles reference for årgangen.”

 Marlene fortæller supplerende, at nøglen til et godt forløb også handler om, at eleverne oplever, at der er et klart mål med dagen.

 ”Vi skal balancere det, så vi også kan være fleksible og følge børnene. Vi skal kunne se, hvor netop denne gruppe kan blomstre, så det kræver dramapædagogisk erfaring med den specifikke aldersgruppe. Det handler om, at vi som undervisere kan styre et struktureret rum, hvor der hele tiden er et flow. Vi skal holde gryden i kog, for det skal man, når eleverne ikke sidder ned,”, smiler hun, der genkender behovet for flere tilbud.

Håndbog og mesterlære for undervisere
Sjælland Teater Lærings forløb indgår blandt andet i de kommunale rygsækforløb for elever, og udbydes lige nu i Holbæk og Slagelse, men arbejdet rækker videre. 

”Lærerne er altid en del af vores forløb for skoler og institutioner, men vi udbyder også kurser, altså en form for efteruddannelse for dansklærere. Det er et mesterlæreforløb, som vi selv har været på hos Aarhus Teater, og nu har fået lov til udbyde på Sjælland, hvor vi har gjort det til vores eget.” Marlene og nævner, at de også har samlet deres erfaringer i en – foreløbig titelløs - håndbog, der udkommer til efteråret, hvor den kan bestilles som e- og almindelig bog via teateriskolen.dk og Sjællands Teater | Teater til hele livet.

 ”Tidligere var det normalt, at klasserne kom i teatret, men det sker ikke længere per automatik. Vi er så heldige, at teatrets sponsorer nogle gange bruger deres bidrag til at invitere en klasse gratis i teatret. Men vi bruger stadig mange kræfter på at tiltrække skolerne igen, og heldigvis kan vi se, at det vender.

 Vi ville gerne nå endnu længere ud, og det kan den nye håndbog bidrage til. Det er et lille, overskueligt opslagsværk, hvor man kan vælge de øvelser, der passer til det fagmål, man arbejder med. Bogen er ikke specifikt rettet til dansklærere, for teaterlæring kan bruges i mange forskellige fag. Det beskriver vi i teoriafsnittene,” afrunder Marlene om dette alternative tilbud til lærere, der har lyst til at inddrage teaterlæring i deres undervisning. 

Fotos: Sjællands Teater.

Vil du vide mere?

Om Sjællands Teaters skoleindsats

Sjællands Teater har netop lanceret et nyt univers for dig, der gerne vil præsentere eller arbejde med teater for børn og unge. Her finder du forestillinger, workshops, bogudgivelser, inspiration til din undervisning, kurser, praktiktilbud og meget andet.

Teatret samarbejder bl.a. med skoler, uddannelsesinstitutioner, dagtilbud og kommuner, og du er altid velkommen til at kontakte dem for information eller inspiration.

Læs mere om teateriskolen.dk